onsdag den 14. oktober 2009

Hjemvendt fra Berlin og næsten færdig med hjemmeside


Så har jeg netop ansøgt pbs om en betalings løsning til min nye hjemmeside og webshop. I aften planlægger jeg at lægge sidste hånd på siden og så kører det....snart:) Jeg sparer stadig sammen til en fancy udgave af slagsen med store flotte billeder og den slags. I mellem tiden synes jeg min egen hjemme biksede model er ganske hæderlig. Men det kan man jo selv bedømme når pbs (forhåbentlig) om kort tid har godkendt siden. Nu da jeg er rykket ud af mit værksted, giver det de trofaste kunder, der hvert år dukkede op til lagersalg / julesalg på Kigkurren, mulighed for at købe mine ting alligevel. Og selv om det ikke er det samme uden gløgg og snik snak, håber jeg de vil kigge forbi hjemmesiden en gang i mellem.

Nå men i mens vi venter er her nogle billeder fra Berlin hvor vi netop har været på en lille ferie. De første dage var det faktisk rigtig varmt og vi sad ude hele aftenen på diverse cafeer i det charmerende kvarter Prenzlauer berg hvor vi boede.



Berlin har de sidste 20 år gennemgået en enorm byfornyelse og man glemmer nemt den uhyggelige historie der for så kort tid siden var dagligdag for tusinder af mennesker. Men ind i mellem de farverige facader, tjekkede butikker og det lækre cafe miljø dukker nogen gange en reminder fra fortidens DDR op. Her en facade med skudhuller under renovering.

Berlin var ikke hvad jeg forventede. Jeg har hørt om alle de kunstnere der valfarter til Berlin for at slå igennem. Hvordan kunstner miljøet i Berlin er meget mere åbent og i vækst. Jeg havde nok forventet at det ville være afspejlet overalt i gade billedet. Men jeg så faktisk ikke noget der kunne indikere noget i den retning. Jeg har helt sikkert befundet mig i de forkerte områder - men alligevel??
Vi tog derfor på Berlinische Galerie - museum for moderne kunst, men udstillingen der var ganske kedelig! http://www.berlinischegalerie.de/ Jeg faldt dog lidt for nogle flotte fotoværker af kunstneren Robert Polidori. Måske mest fordi de fortalte historier om emner der i forvejen interessere mig, men flotte var de da også. Man kan se nogle af hans billeder her: http://www.houkgallery.com/polidori/polidori.html

Når det er sagt så er Berlin en fed by - især hvis du rejser med børn. Jeg har faktisk aldrig set noget lignende. På andre storby ferier har jeg ofte tænkt: HVOR ER BØRNENE? Berlin er virkelig børnenes by. Alle steder støder du på legepladser, spillepladser og lege cafeer. Legepladserne er indhegnede og man kan købe dejlig mad og varme drikke. Altså hyggeligt og sjovt for både store og små. Skønt at kunne få sig en cafe latte mens ungerne leger:)

Legeplads på kollwitzstrasse


De mange labyrint agtige tårne bliver revet ned hver forår og de største børn bygger det så op på ny. På legepladsen er også kaniner og andre små dyr.

Berlin byder også på hele 2 zoologiske haver. Store og mere park-agtige end vores egen zoo her i Valby. Den største Zoologischer Garten er mest kendt for deres panda og så selvfølgelig KNUD:)

Vi ses Berlin

mandag den 5. oktober 2009

Farvel til celsiusglas

FARVEL du gamle værksted, jeg kommer til at savne dig!!


Det er nu 2 måneder siden jeg flyttede ud af mit dejlige glasværksted, celsiusglas på Islands Brygge, vores 180 m2 store legeplads. Jeg har skulle bruge lidt tid på, at fordøje lukningen, før jeg kunne holde ud, at tænke på hvad der nu skal ske. Hjernen kører stadig på højtryk HVAD NU ????? Jeg vil vove den påstand, at celsius var Sjællands bedste værksted, med varmt værksted, koldt værksted, gipsrum og alt hvad man ellers kunne ønske sig! De piger jeg delte det med havde ikke længere mod på det og skulle videre til noget andet. Mens jeg var på barselsorlov døde det ligesom hen. Stumperne stod ikke til at rede. Men selvfølgelig var jeg i tvivl - skulle jeg føre det videre selv og finde nye folk, at dele med eller hvad skulle jeg? Beslutningen skulle tages så hurtigt at det var mest fornuftigt at lukke ned.
Men jeg har ikke lyst til at give glasset op. Jeg kan mærke at jeg ikke er helt Charlotte hvis ikke jeg får lov, at smøre mig ind i gips, sand, sod, ler. Svede foran ovnen, spise frokosten med beskidte sorte fingre, håndtere mit elskede værkstøj og de store larmende maskiner...og værksteds humor - GUD hvor jeg savner værksteds humor:)
Min datter er nu vel kørt ind i vuggestuen (endelig det stædige lille asen hi hi) og jeg skal finde ud af hvordan jeg fremover skal lave mit glas. Mens jeg tænker er her lige nogle billeder fra det nu lukkede celsiusglas.....Ikke mere celsius - nu bare Charlotte.
Det varme værksted. Gode gamle Micromelt.

Camping vaser bliver til

Foran indvarmningsovnen 1600 grader varm

Her ses verdens bedste assistent Lovisa.

Parat til at ofre pande og næsehår samt øjenvipper for min vase:)

HVORFOR var DET lige noget af det sjoveste nogensinde?? Det var det bare!

Det synes ejeren heldigvis også:)

Røg og damp

ALT for meget glas der venter på at blive efterbehandlet.

Køkkenet hvor vi drak kaffe og snakkede tøsesnak.

Gangen
Gipsværkstedet

Farvel gastank (din kæmpe store penge sluger)

Arbejdstøjet er væk for denne gang:(

Og Nissen uden øjne - den flytter ikke med. Pas godt på stedet:)

mandag den 7. september 2009

THE WORLD IS YOURS


Det er en udstilling jeg bare må lugte;)

Heldigvis har jeg helt til d. 10. januar 2010 til, at nå op til Louisiana hvor udstillingen netop er åbnet.

Så et indslag på TV hvor en kvinde gik rundt og gned på væggene, hvorefter hun lugtede til dem. I malingen er indkapslet SVED fra mænd med angst anfald! Allerede nu har det sat tanker i gang hos mig om den verden vi har skabt for os selv.

Til at starte med måtte jeg bare grine højt, for i den forløbne uge har netop ”vægge der lugter” været et dagligt samtale emne og årsag til adskillige telefonsamtaler fra en oprørt søster. Hun er ved at gå fra forstanden, over en mærkelig lugt i sin nye og ellers super fede lejlighed. Da jeg i tirsdags var på besøg blev jeg slæbt rundt i samtlige værelser for at snuse til væggene, så jeg er skam i træning til et museums besøg:)

På SAM, Seattle Art Museum så jeg engang en udstilling, som jeg stadig tænker på engang i mellem. I en montre var udstillet de fineste små miniature dukkemøbler. De var så utrolig smukt udført og enhver lille, som stor piges drøm, at lege med. Ind til man altså opdager, at de er lavet af menneske knogler. De tanker det bragte frem i mig dengang, har jeg også siden brugt i mit liv, som sammenligning i forskellige sammenhænge.

For Pia K er kunst måske kun noget, man vil have hængene over læder hjørnesofaen. Men for mig er kunst der virkelig rykker, kunst man husker! Og så gør det ikke noget, at det er fordi det er lidt ”ulækker og vulgært”. Ja det lyder banalt men jeg håber så meget på, at jeg vil gå hjem fra denne udstilling beriget og berørt. Og Pia du kan bare blive væk, men snyd ikke os andre for den slags oplevelser. Ulækker kunst….JA TAK!

Læs mere om udstillingen her:
http://www.louisiana.dk/dk/Menu/Udstillinger/The+world+is+yours

fredag den 28. august 2009

Nå men hvad fik jeg så med mig hjem fra før omtalte kunsthåndværkermarked?

RINGEN du enten elsker eller hader - nu er den min! Aldrig før har jeg ejet så eksklusivt et smykke.

Fra jeg så denne skøre, skønne ring første gang var jeg solgt.
Lavet til 2 fingre af hanken fra en 70 er camping kop i yndlings farven. Den behøver ikke så megen introduktion jeg har skrevet om den tidligere og så taler den for sig selv.



Når den ikke sidder på mine fingre, ligger den til display hjemme på reolen, sammen med andre af mine skatte. En anden fin ting ved denne ring er, at den sætter fantasien i gang. Hvem har mon drukket kaffe af denne kop og hvor henne og....? Faktisk har jeg selv blæst en serie vaser med temaet camping - dem viser jeg en anden gang:)

Hvad fik jeg ikke med hjem?



Havde min datter kunne lide bamser, havde jeg købt en af de her uden at blinke. Men det kan hun desværre ikke! Faktisk bruger hun til moderens store fortrydelse hverken sut, klud, tæppe, bamse eller det der ligner. Overvejede i et svagt øjeblik om ikke Freja snart skulle have en lillesøster (med hang til bamser naturligvis) men det er måske at gå til ekstremer ”bare” for at få fingrene i en bamse – eller hvad?

Næste gang vi skal til barnedåb ved jeg godt hvad vi skal have med:)

Læs mere og se dem rigtigt her:
http://www.ratzer.dk/teddies.html

Og selv om jeg selv blæser glas så er jeg altså stadig vild med andres glas også. De her klassiske Sia Mai glas har jeg været den heldige ejer af, men desværre er de efter flere års flittigt brug nu gået i stykker. Jeg må have nogle nye snarest. En af dagene vil jeg lægge vejen forbi butikken i Kronprinsessegade og købe 2 stk. Og så passer de fint sammen med dem jeg laver, så et godt råd er: Køb af os begge og mix:)



Sia og jeg har delt værksted i flere år men Sia bor det meste af tiden i Sverige nu, når hun altså ikke lige passer butikken
http://www.keramikogglasvaerkstedet.dk/

Sia og hendes kollegaer udstiller desuden deres dejlige sager fra den 3. – 26. september 2009. Se mere her:
www.annlinnemann.blogspot.com

Ja man kan jo købe sig fattig på sådan et marked, men de viste ting var dette års ”must have" for mig.

mandag den 17. august 2009

Kunsthåndværkermarked dag 3, i silende regn


Lige et stemningsbillede fra 3. dagen på markedet.
Det styrtede ned, men det havde dog ikke taget lysten fra de aller sejeste kunsthåndværker entusiaster der ufortrødent prøvede både smykker og tøj. Nogle af udstillerne - især dem med tekstiler så dog lidt modløse ud da vi alle lidt i 10 var nødsaget til at pakke vores produkter ud i silende regn.

Efter en tur i netto for at købe ekstra strømper til at holde varmen i gummistøvlerne, føltes det dog ikke så slemt. Regnen (eller det reducerede antal besøgende) gav mig en mulighed for at komme rundt og kigge lidt på de andre stande.

Og først her på 3. dagen opdagede jeg så, at jeg stod lige over for en meget dygtig smykkekunstner, nemlig Kirsten Bak. Hende har jeg oven i købet gået på højskole med i tidernes morgen. Ind til nu havde det simpelt hen ikke været muligt, at se lige over på den anden side af gaden for virvaret af markeds gæster.

Kirsten er den eneste jeg endnu har hørt om, der laver fair trade smykker (selv om der sikkert er flere?) og det i sig selv er bemærkelsesværdigt og værd at overveje hvis man f. eks skal ud og købe vielseringe. Tjek hendes ting ud og læs mere på
http://www.baks-newjewel.dk/

Her er et billede af hendes flotte ørenringe og så et af en glad Kirsten, der venter sit første barn om kun 6 uger - tillykke Kirsten:)


En af de nærmeste dage vil jeg skrive om det jeg selv købte og det jeg ikke købte:)

torsdag den 13. august 2009

Kunsthåndværkermarked - dag 1


Pyha helt træt! 10 timer på kunsthåndværkermarkedet på Frue Plads, i skiftevis sol, vind, småbyger og hundredvis af interesserede besøgende at snakke med:) Det er første gang jeg er med. Jeg har valgt at lægge blødt ud med en dele-bod, for at se om det er noget for mig. Jeg deler med smykkekunstneren Karen Fly Melander http://www.saerform.dk/ Hun laver nogle specielle og superlækre smykker, der meget befriende skiller sig lidt ud fra hvad man ellers ser. B.la laver hun fingerringe af hanke fra 50 er og 70 er melamin campingkopper (Du kender dem godt:) På billedet ses bestik skåret ud af gamle Margrethe skåle. Bestikket vandt Biennale prisen 2007 hvor vi tilfældigvis begge var udtaget til at udstille på Trapholt. Mig med mine karafler og hun med sit bestik. Vi har allerede fået godt ryddet ud, så standen ser allerede mere bar ud end da vi startede i morges og det er jo dejligt. Vi skal nok få det til at se indbydende ud i morgen også og der er da stadig dejlige ting at købe. Her er lige et par snapshots fra vores stand. Håber jeg får tid til at se mig lidt omkring i morgen og måske shoppe lidt selv. Nå ja og så var det første gang jeg var væk en hel dag fra min lille guldklump – hun havde vist ikke engang savnet mig, så det kunne ikke være bedre. Godt for nu starter hun nok snart vuggestue, så mor her kan starte med at lave glas igen:)

søndag den 9. august 2009

Ny yndlings butik

Sikke en dejlig weekend! Fredag efter arbejde tog vi til Rørvig hvor min søde fætter og hans søde kæreste havde inviteret til grill og udendørs hygge, til langt ud på natten. Hvilket en småbarns mor som mig betragter som den vildeste luksus, især fordi datteren bare sov i sin klapvogn imens - ahhhhh.
Lørdag morgen kørte vi hjem og jeg kunne pakke, sortere og gravere en masse karafler og prinsesseglas til ugens kommende kunsthåndværkermarked på Frue Plads, mens Lasse min dejlige kæreste og vores lille frækkert Freja kiggede på elefanter i zoo og jagtede ænder i Frederiksberg have.

I dag søndag, gik turen så til Næstved, hvor vi skulle på rundtur til familien og jeg skulle aflevere noget af mit glas til en lille butik ved samme lejlighed. Butikken kaldet Retrofabrikken, ligger i Jernbanegade, kun en spytklat fra stationen.
Butikken er sprit ny – faktisk så ny at de først slår dørene op, for 1. gang til september. Hvis man som jeg elsker alt hvad der hedder design, kitsch, hjemmestrik og genbrug er denne butik virkelig et besøg værd!
Det er en tur tilbage i tiden, men sat op på en delikat og meget moderne måde.
Selv Lasse som ellers hader nips, genbrug og alt med farver på, var imponeret:)

Nu var alle varerne ikke pakket frem endnu men ALT hvad jeg så fik jeg en dybfølt og pludselig trang til at eje. (Ok måske er det alligevel meget godt at vi bor langt væk i Valby;) hi hi. Sidder faktisk stadig og har lidt ondt i maven over nogle gamle glas skåle som jeg ikke fik med mig hjem, men som jeg bestemt syntes der stod mit navn på.
Fra butikken går man videre ind i et stort hyggeligt værksted hvor mange af tingene bliver til eller sat i stand. Her er jeg sikker på, at man kan komme ned med sin gamle yndlings lampe, sofabord eller andet som skal shines op. Eller hvis man bare vil hente inspiration eller have gode råd om f. eks håndarbejde. Snakker man tilstrækkelig længe giver de sikkert også en kop kaffe:)
Det er meningen butikken skal udvides med en webshop og det glæder jeg mig til. Ind til da tror jeg turen fremover vil gå lidt oftere til familien i Næstved:)